Jeg læste et sted, at for 50 år siden var jordens befolkning på ca. 3,7 milliarder mennesker.
I øjeblikket er jordens befolkning på næsten 8 milliarder mennesker (bare rolig: Jordens befolkning ventes at stagnere på ca 10-11 milliarder pga. faldende fødselsrater).
Men vi er alligevel blevet en god sjat flere mennesker end bare dengang jeg blev født i 1970.
Fra en buddhistisk synsvinkel er dette jo en helt fantastisk udvikling: Flere og flere væsener oplever at fødes til det kostbare menneskeliv. Men jeg er sikkert ikke den eneste, som har spekuleret over "Hvor kommer alle disse ekstra 4 milliarder væsener fra?" Umiddelbart gætter jeg på, at en stor del kommer fra dyreriget.
Som jeg har forstået undervisningen i Karma, så vil et væsen tage sine gode og dårlige vaner med sig ind i næste liv: Var du nærig i forrige liv, vil du sandsynligvis opleve dette liv som mangelfuldt (materielt). Var du taknemmelig, hjælpsom og mentalt rolig i sidste liv, vil disse karakteregenskaber med stor sandsynlighed følge dig i dette liv.
Hvis derfor et menneske fødes for første gang - efter at have adskillelige liv i bagagen som dyr - hvilke vaner og adfærdsmønstre vil det så have med sig ind i menneskelivet?
Dyrenes mentalitet er i høj grad "Flokken frem for alt". "Os mod Dem". "Hvis vi deler af vores mad og territorie med andre flokke, vil min egen flok ikke have så gode fremtidsudsigter". Det er desuden de stærkeste i flokken der bestemmer (alfa-hannen kan tillade sige en hel del, mens der ikke er helt så meget hensyn mod de svageste i flokken).
Hvis en stor del af de 4 milliarder nye menneske-liv (siden 1970), har taget disse værdier med sig ind i deres første menneske-liv.... Uha.
Men så er der faktisk noget som pludselig giver mening (for mig i hvert fald). Den politiske højre-drejning jeg med stor sorg synes at opleve bl.a. i Vesten (hvor vi lukker vores grænser og begrænser vores nødhjælp), mener jeg pludselig kunne give mening hvis vi har i baghovedet, at halvdelen af de mennesker der omgiver os, faktisk er mennesker for aller-første gang. De er ikke "onde" mennesker - de har bare en enorm stærk medfødt trang til at beskytte deres territorie og gemme deres forråd til deres egne gruppe-medlemmer.
Dette mener jeg også stemmer fint overens med, at man nogle steder i buddhismen omtaler vor tid, som "Uvidenhedens tidsalder" (pga. den enorme mangel på viden i samfundet om, hvilken adfærd der skaber lidelse).
Hvis mine private overvejelser (som jeg nu har delt i forummet
) holder stik, så må vi altså væbne os med en god portion tålmodighed... i de kommende år vil der jo fortsat fødes flere og flere mennesker, der vil mene at det er korrekt og vigtigt, at man værner om vore egne grænser og at vi tænker på vores egen velfærd først og fremmest. Men det positive er jo, at hvis fødselstallet stagnerer på et tidspunkt, så får menneskeheden tid til at gennemskue hvilken adfærd, der bare giver os endnu mere lidelse, og hvilken adfærd, som bringer os varigt gavn. Og mennesker er jo smarte nok! De skal nok lure den
Er der nogle andre brugere af forummet, som måske har haft nogle tilsvarende overvejelser?
Eller synes I at mine argumenter, er "lidt for langt ude"? (disse emner er jo selvsagt ikke noget jeg kan diskutere med ret mange mennesker... "Du er begyndt at sige sådan nogle mærkelige ting, Hanne" har mine gamle studie-kammerater fortalt mig
)Mange hilsner fra
Hanne Jensen