Phendelings bibliotek optager løbende nye værker om buddhisme, men man kan allerede nu finde et hav af bøger om forskellige retninger inden for emnet.
The Buddhist Handbook
Selv opdagede jeg for nylig John Snellings engelsksprogede ”The Buddhist Handbook – A complete guide to Buddhism” (Century Hutchingson, 1987), som har nogle år på bagen, men ikke desto mindre bidrager med stor indsigt ind i theravada, mahayana og vajrayana såvel som retninger og skoler fra alle lande i Østen. Jeg er kun stødt på meget få bøger, som kommer så bredt omkring buddhismen, uden at der samtidig gås på kompromis med dybde og detaljer. Den eneste bog, der overgår ”The Buddhist Handbook” er måske John Powers ”Introduction to Tibetan Buddhism”, som Phendelings bibliotek også har et eksemplar stående af.
Som nævnt kommer der også nye titler på biblioteket i perioder, og jeg vil gerne introducere nogle af dem:
Tibetansk Buddhisme
Den første nyhed er Lama Anargarika Govindas ”Tibetansk Buddhisme” fra 1960 (og oversat til dansk i 1977, Forlaget Borgen). Det er en kæmpe fordel, at bogen er på dansk, for den er særdeles informationstung. Iflg. bagsidens beskrivelse serverer værket ”buddhismen indefra”, set med en tysk-født munks øjne, men for mig at se, fremstår bogen som et speciale ind i mantra-symbolik og dennes relation til chakra, bodhisattva-idealet og livshjulet mm. Det her er for viderekomne ind i tibetansk buddhisme, som gerne vil nå ud i krogene til emnet.
Dette eksemplar er noget slidt i kanterne, men er ikke desto mindre værd at kaste sin nysgerrighed på, såfremt man ønsker at fordybe sig i denne indfaldsvinkel til buddhismen.
The Four Noble Truths
Geshe Tashi Tserings ”The Four Noble Truths” (Wisdom Publications, 2005) bidrager derimod med en noget mere enkel tilgang til buddhismen, men er så til gengæld på engelsk. Modsat Lama Anargarika Govindas viden, er Tserings præsentation ikke ny for dem, der nok allerede kender lidt til de fire ædle sandheder og Buddhas første belæringer. Til gengæld er bogen en fin, og ganske forståelig introduktion til nogle grundlæggende rammer inden for tibetansk buddhisme.
Andre nye titler på biblioteket
Jeg kan til stadighed forbavses over, hvor mange udgivelser, der findes med HH Dalai Lama, og i denne måned kommer flg. nye titler op på hylderne:
“365 Daily advice from the Heart” (Metro Books, 2001) - med forord af Matthieu Ricard,
“The Art of Happiness - A Handbook for Living”, medforfattet af Howard C. Cutler (Coronet Books, 1998)
“The Path to Enlightenment”, medforfattet af Glenn H. Mullin (Banarsidass Publishers, 1997)
”Dalai Lama i København” (Dansk Selskab for Tibetansk Kultur, 1991)
“The Heart of the Buddha’s Path” (Harper Collins Publishers, 2012)
”Sindets Forvandling - Otte Tibetanske Vers” (Forlaget Viva, 2000)
“Mind of Clear Light - Advice on Living Well and Dying Conciously” (Atria Books, 1994), medforfattet af Jeffrey Hopkins
“Vejen til Mindfullness / The Way to Mindfulness – Copenhagen 2009” – DVD (Tibet Charity)
“The Six Paramitas - A Guide to Freedom, Wisdom, Joy and Harmony in Life” (DVD)
Gå på opdagelse på biblioteket
Har du lyst til at blive låner på vores biblioteket, behøver du blot sende en mail til info@phendeling.dk, med navn og besked om dit ønske. Indbetal dernæst et brugerdepositum på 222 kr. på reg. 9570 konto 60028133 / MobilePay 20 74 74 84 (husk at meddele os dit navn og mærket ’bibliotek’).
Når vi har modtaget din indbetaling, vil du modtage en mail om, at du kan begynde hjemlån af materialer fra biblioteket.